Postkort
Der kan fortælles mange historier om El Coyolar. Nogle er rørende, andre er skræmmende, en del er sjove og underlige, og mange kan vi genkende som et spejl af vores eget liv og hverdag.
Rapibussen til La Dalia
Busserne, der kører til og fra El Coyolar hedder Rapibusser. Oversat betyder det "hurtig busser". De er nu ikke særlig hurtige. Er de fyldte, kører de ikke meget hurtigere end en langsom bycykel i København. Den sidste minibus fra La Dalia til El Coyolar er den langsomste. Der er sæder til 12 personer, men når den er fyldt, medbringer den over 30 landsbyboere, inklusiv ris, bønner, majs og kyllinger, som bønderne skal sælge i El Tuma eller La Dalia.
Rapibussen mod La Dalia
Pga. af vægten snegler minibussen sig op og ned i de grønne bjerge. Kører minibussen over bump og huller, hjælper affjedringen ikke meget. Der lyder et knald, når karrosseriet rammer hjulophænget. Rapibusserne er ikke særlig behagelige, og de går ikke ofte. Ja, nogen gange kommer de slet ikke. Så må man vente timer, til den næste kommer forbi. Nogle gange må man vente til næste morgen. Til gengæld er rapibusserne den eneste offentlige transport til og fra El Coyolar, medmindre man skal med den udtjente amerikanske skolebus, som går kl. 9 fra kooperativet mod Matagalpa.
Carrera de Pato
Ved specielle lejligheder bliver der afholdt Carrera de Pato. Traditionen er en slags slå katten af tønden, hvor mænd på heste skal rive halsen af en levende hane. Vinderen får æren og hanen med hjem. Fuglen bliver hængt op med hoved nedad over en af de mudrede vej i El Coyolar. I gallop forsøger mændene en af gangen at rive hovedet af det forskræmte dyr. Efter nogle forsøg er hanen død, og halsen blevet lang og slap. Normalt kræver det 15-20 forsøg før hanens hoved ender i mudderet og tilskuerne begynder deres jubelråb.
Carrera de Pato i San Juan
Traditionen er en del af fejringen af den katolske helgen San Juan. Afrivningen af hanens hoved symboliserer hans halshugning. Før i tiden arrangerede man kun Carrera de Pato d. 24 juni ved fejringen af San Juan. Efterhånden er traditionen blevet overført til andre festdage. Sidste gang, der blev arrangeret en Carrera de Pato I El Coyolar, var ved en fødselsdag for et år siden. Traditionen falder ikke i god jord alle steder i El Coyolar. En anden version er derfor ved at tage over. I den nye version skal man i stedet for at rive hovedet af en hane, i gallop ride mod en træring og ramme den med en pæl. Vinder man, udvælger man sig en af områdets smukke piger, som har udlovet et kys til vinderen, og man bliver fejret som konge og dronning.
Bedstefaren og hans to yngste sønner
Meget er anderledes i El Coyolar. I familien Arauz Villareyna bor Silvia og Otoniel. De har tre døtre og en søn, som alle bor hjemme. Den ældste er 19 og den yngste er 14. Ud over dem er Otoniels far flyttet ind på gården for et par år siden. Da Otoniels mor døde fik bedstefaren en ny ung kone. Hun var bare 15 år gammel. Det er ikke normalt I Nicaragua. Men det er heller ikke unormalt. Med hende fik han to sønner, som i dag er 8 og 10 år gamle.
Bedstefaren og hans to sønner
Efter nogle år stak den nye kone af med en ung fyr på hendes egen alder. Siden da har bedstefaren passet sine 2 sønner i El Coyolar. Det er lidt nemmere nu, hvor han bor hos sin søn. For de 4 ældste børn i huset er han bedstefar, og for de 2 yngste er han far. Af og til tager hans 2 børn til Matagapa for at besøge deres mor. Det meste af tiden bruger de i El Coyolar, hvor de går i skole og hjælper deres far med hans køer.
Mission Miraculo
Efter Sandinistaerne - med Daniel Ortega i spidsen - endnu engang har sat sig på den politiske magt i Nicaragua, er båndene til andre socialistiske regeringer i Latin Amerika intensiveret. I El Coyolar kan det både ses og mærkes. Dels har man indledt et samarbejde med en Venezuelansk gødningsproducent, som tilbyder La Esperanza gødning til favorable vilkår. Samtidig er mængden af røde kasketter på hovedet af især ældre kaffebønder begyndt at stige.
Mission Miraculo kasketten på hovedet af en ældre kaffebonde
De, som bærer de røde kasketter, har været med I Operaciòn Miraculo (Operation Mirakel). Operation Mirakel er en aftale mellem den Venezuelanske og Nicaraguanske regering, som giver svagtseende nicaraguanere muligheden for at blive opereret gratis i Venezuela. Flere af El Coyolars kaffebønder har været i landet for at blive opereret. Synet er vigtigt for en kaffebonde. Nogle mener, programmet er ren propaganda. Men Kaffebønderne med svagt syn er glade for initiativet og bærer kasketten med stolthed.
Rom og Rul
I Danmark drikkes mange forskellige slags spiritus. I Nicaragua og El Coyolar drikker man rom. Skal der fejres køber man en flaske Flor de Caña. Den er dyr, og anerkendt som en af de bedste rom i verden. Oftest køber man rom, som er så billig at den koster mindre end en flaske sodavand. Nogen drikker meget, mens andre drikker lidt. Nogen drikker aldrig, og kvinder drikker sjældent. Om søndagen skal man ikke gå langt før man finder den første gruppe af mænd som med usikre skridt og i ulige linjer går langs jordvejene. Af og til er de mange, andre gange er de få. De fleste bønder nøjes med beherskede mængder og de drikker sjældent. Andre grupper f.eks. dagslejere og plantagearbejdere drikker mere.
Den lokale rom Caballito til fest - og dagen derpå
Man finder ofte en gruppe berusede mænd hos familien Lopez, som sælger den billige rom fra deres gård. 2 lægger arm, de andre vejer frem og tilbage i vinden. Af og til med råb og ukontrollerede armbevægelser. Det er højlys dag. Alkoholforbruget foregår mellem venner, kollegaer, familien og børn, der leger. Man drikker sjældent øl, og man blander ikke rommen. Det er dyrt. Den billigste rom hedder Caballito. Den koster 10 kr. literen. Caballito betyder den lille hest. Hesten er det stærkeste dyr i Nicaragua, og drikker man Caballito bliver man efter sigende lige så stærk som hesten på flasken. Synligheden gør mange beboere i El Coyolar utilpasse, og det har skabt en afholdsbevægelse. Nogle mener alkohol er djævlens værk. Alt imens man kæmper mod alkoholen i El Coyolar, er det værre i byerne. De fleste holder sig fra kommunens hovedby La Dalia om søndagen på grund af de mange berusede mænd, som tager dertil fra plantagerne.
Nada que gracias
Tak kommer du ikke langt med - træk bukserne ned! I Nicaragua er der stor forskel på rig og fattig. På den nordlige halvkugle befinder Nicaragua sig på et af de nederste trin, når det gælder økonomisk udvikling. I Nicaragua er der få, som er rige, og mange som er fattige. Blandt almindelige Nicaraguanere er man meget bevidste om, at man er de små blandt de store. Det kommer til udtryk igennem sange, kunst og historier, der bliver fortalt, genfortalt, og som hele tiden udvikler og forandrer sig. En af historierne som videreføres fra generation til generation hedder Nada que gracias.
En version af nada que gracias bliver fortalt
Historien er som følger: Der boede en myre I en skov. En dag blev den inviteret til fest. Myren tog et fin jakkesæt på, og den begav sig mod stedet, hvor festen fandt sted. Efter at havde gået et stykke tid, nåede den til en å. Myren ville ikke ødelægge sit fine antræk ved at blive våd, og der var ingen bro til den anden side. Til alt held kom en elefant forbi i samme øjeblik. Myren spurgte elefanten, om den ville hjælpe den over broen. Det ville den gerne. Myren kravlede op på ryggen af elefanten, og i et skridt kom de over på den anden side. Efter at være kommet over floden kravlede myren ned og sagde mange tak for hjælpen. “Tak kommer du ingen vegne med… tag bukserne af” svarede elefanten. Myrens skæbne er en af grundene til at småbønderne I El Coyolar har samlet sig I kooperativet La Esperanza. De vil ikke ende i samme situation som myren, når de samarbejder med de store. Når de arbejder sammen, står de stærkere.
Skønhedsdronninger
Med diadem på hovedet, fin kjole og masser makeup ser Ligia ud over mængden af mennesker i La Dalia, som tæller flere tusind. I blandt dem står hendes familie med stolthed i øjnene. Ligia er netop kåret som vinder af miss La Dalia 2007/2008. Hun er med andre ord blevet kåret til at være kommunens skønhedsdronning. Det er lidt af en sensation. Ligia er fra El Coyolar. Normalt er det piger fra byen, som vinder. Miss La Dalia er den største af skønhedskonkurrencerne i området, så Ligia er både glad og stolt.
Miss La Dalia 2007/2008
Som skønhedsdronning forpligter man sig til at arbejde med socialt arbejde. I samarbejde med kommunen deltager man bl.a. i arrangementer, hvor det er skønhedsdronningens opgave at snakke med andre unge om f.eks. sundhed, om at organisere sig og om uddannelse. Det var muligheden for at støtte hendes samfund, der fik Ligia til at melde sig til konkurrencen. Miss La Dalia er en af flere skønhedskonkurrencer. Er du frisk, kan du f.eks. stille op til Miss Kaffe og Miss Majs.
Antonios 19 Juli
Antonio sidder ved den skrattende radio. Det er d. 19 juli – 29 års dagen for revolutionen, der gjorde op med mange årtiers diktatorisk styre i Nicaragua. Frokosten er skubbet lidt væk. Han skulle slet ikke sidde her i Fincaens mørke. Han skulle stå på Revolutionspladsen i Managua indhyllet i Sandinistflag sammen 250.000 andre Nicaraguanere, ligesom han har gjort hvert år siden 1979. I år har han fået influenza og er blevet hjemme. Antonio meldte sig som 14-årig til sandinisthæren under borgerkrigen i 80erne. I slutningen af krigen havde han rang af officer. Et af hans minder stammer fra, da han sad i bjergene i det nordlige Nicaragua med sit gevær i den ene hånd og cubansk dåsemakrel i den anden. Lige før Contraernes overraskelsesangreb begyndte tågen at lette, imens en spansk version af hvor skal vi sove i nat spillede på deres lille transportable radio.
Antonio ved radioen i sin gård
Mange af de andre kaffebønder fra El Coyolar tog af sted tidlig om morgenen før solen stod op for at deltage i fejringen af revolutionen i hovedstaden. Deres bus har nu taget plads i karavanen af biler og busser, der langsomt bevæger sig mod syd med retning af hovedstaden. Revolutionen bliver fejret hvert år. De, som er taget af sted fra El Coyolar for at fejre, kommer først hjem sent i nat.
Ambulancekørsel
En ældre dame er syg af kræft. Hun skal hurtigst muligt indlægges på hospitalet I Matagalpa. Hendes familie har lagt hende i en hængekøje, og bundet den fast til en pæl, som to af familiens mænd bærer på deres skuldre. Pælen vejer mere end den gamle dame. Efter at have gået et stykke tid kommer de til det sted, hvor de skal mødes med Fermin, som har en bil.
Ambulancekørsel i El Coyolar
Den gamle dame er for syg til at sidde, så hængekøjen bliver hængt op i siderne på ladet som som afskærmer ladet på bilen. Det begynder at dryppe med regn fra skyerne, og efter nogle minutters kørsel stopper bilen. Fermin får sammen med familien til den syge spændt et stykke plastik henover ladet. Efter at havde spændt plastikken fast, fortsætter El Coyolars ambulance ud af de hullede bjergveje med retning mod Matagalpa et par timer væk. Den ældre dame dør samme nat, og bliver begravet på kirkegården i El Coyolar nogle dage senere.
Chibolah
Der lyder et knald, når de gennemsigtige glaskugler rammer hinanden. “Chibolas Chibolas” råber en af drengene, før han med tommelfingeren skyder sin glaskugle af sted mod de andre kugler. De ligger et stykke væk og inden for en cirkel tegnet op med en pind. Kuglen farer hen af jorden i høj fart. Endnu engang lyder der et knald, da kuglen rammer en kugle i cirklen og skubber den udenfor – det giver 2 point. Børnene sidder på hug, når de tager sigte. Så snart kuglen er sendt afsted, er de på benene, og der lyder jubelråb, når kuglerne rammer hinanden.
To søskene spiller Chibola
Der bliver spillet Chibola overalt og hele tiden i El Coyolar. Glaskuglerne køber man for en cordoba i Matagalpa, så alle har råd til at være med.
Distancer
I El Coyolar er det meste både tæt på og langt væk. Skal man oplade sin mobiltelefon, tager det en time at gå fra familien Arauz Villareynas gård til kooperativet, hvor strømledningen passerer. Der går ingen busser, så man skal gå eller ride hele vejen.
En kaffebonde på vej mod kooperativet
Den nærmeste computer med internet ligger i La Dalia - halvanden times kørsel fra kooperativet. Og så skal der lægges en time oveni, da det tager de fleste en time at nå kooperativet. Skal man være sikker på at kunne bruge internettet, må man til Matagalpa, som ligger 1 times kørsel længere væk.
Lyden af morgen
Morgener har deres helt egne lyde og dufte. Nogle steder lugter morgen af ristet brød og nybrygget kaffe. Andre steder vågner man til lyden af den tidlige morgentrafiks rumlen uden for vinduet. I El Coyolar vågner man til lyden af tortillas, der bliver klappet flade, og af brænde, der knitrer.
Tortilla-klapning
”klapklap, klapklap” lyder det rytmiske i El Coyolars køkkener hver morgen. Når teenagepigen Francis klapper tortillas, er det i et let og rytmisk tempo. Når husmoren Melanía klapper sine tortillas lyder det tungt og langsomt. Lidt efter lugter gården af nybagte tortillas, og det begynder for alvor at summe af liv i El Coyolar.
Musik
Ikke kun i El Coyolars kirker hører man levende musik. Også uden for kirkerne bliver der sunget og spillet. Instrumenterne er typisk guitar og bas. Af og til er der guitar-undervisning i kooperativet, og musiklæren har lavet en musikgruppe, der hedder Flor de Piña, som består af ham selv og hans elever. De spiller til arrangementer, men de bruger det meste af tiden til at øve. Nogle i gruppen er helt professionelle, mens andre stadig er nybegyndere.
Jamming i El Coyolar
I de hjem, hvor der hænger en guitar på væggen, samler den sjældent støv. Om aftenen, når stearinlys og olielamper er tændt, bliver der spillet musik og sunget viser og religiøse sange. Ikke sjældent hænder det, at tonen bliver slået an til politiske protestsange, hvis toner og tekster strømmer fra El Coyolars gårde og ud i den Nicaraguanske nat.
Plantagerne
De fleste af de mindre gårde, som producerer kaffe I El Coyolar, er med i kooperativet La Esperanza. Ud over de mange små gårde er der også plantager i området. Før i tiden boede plantageejerne i El Coyolar sammen med arbejderne og deres familier. Men lidt efter lidt er de flyttet til Matagalpa eller Managua og har overladt ansvaret for driften af deres plantage til en bestyrer.
En plantagearbejder med hans familie foran sit hus
Plantagearbejderne bor i små huse, som plantageejeren stiller til rådighed. Typisk rummer huset èt rum, som både fungerer som soveværelse, køkken og opholdsstue. De som arbejder på plantagen får mad fra plantagens køkken. Resten af familien spiser hjemme. Som på de små gårde er plantagearbejdernes familier store. Man kommer hinanden ved, når man bor op til 10 personer i et lille rum på 35 kvm2. ” Vi har det godt her. Men risen er blevet dyr” siger Carlos med henvisning til fødevareprisernes himmelflugt. En plantagearbejder tjener normalt 2 dollar om dagen. Det er sjældent nok til at købe ordentlig mad til hele familien.
Rio Bravo
Floderne er bravo – vrede – når det har regnet meget. Der er broer over nogle af El Coyolars floder men langt fra alle. De få broer, som er i El Coyolar bliver oversvømmet i regntiden. For at komme i skole eller kirke skal mange af El Coyolars børn krydse floder og oversvømmede broer. Nogle gange bliver det taget méd et smil. Andre gange har det fatale konsekvenser.
På vej hjem fra kirke
For nogle år siden skulle to piger hjem fra skole i El Coyolar. De gik igennem en flod tæt på skolen hånd i hånd, da de gled og blev skyllet væk. Den ene blev senere fundet død på en flodbred mange timers kørsel væk. Den anden fandt man aldrig. Folk i El Coyolar regner med, at hun er blevet spist af vilde dyr. Efterfølgende er eleverne blevet mere forsigtige, og i perioder med meget regn bliver timerne i skolen aflyst.
Sød som Sukker
I dagens El Coyolar dyrker man god kaffe. For nogle år siden var der 20% defekte kaffebønner i den kaffe, man sendte videre til ristning. I dag er andelen nede på 2% efter en øget fokus på kvalitet og behandling. Er man på besøg I El Coyolar, mærker man ikke meget til den gode kaffe, de producerer til blandt andet Kirkekaffe.
Kaffen koges over ild
Den gode kaffe bliver eksporteret, og den dårlige kaffe bliver tilbage i Nicaragua og i kaffebøndernes kaffekopper. Smager man på kaffen i El Coyolar, forstår man hurtigt, hvorfor den drikkes med sukker. Den smager direkte dårlig. Udover at kaffen er dårlig, så bliver den ofte ristet, til den er næsten sort. ”Kaffe smager godt med sukker. Jeg drikker den aldrig uden” fortæller Silvia, alt imens hun hælder kaffe i kogende vand i sit køkken.
Tyveri
Der er ingen, der har meget i El Coyolar, men nogle har mere end andre. Uanset om man har lidt eller mindre, passer man godt på de få ting, man har. Kooperativets kontor er bemandet i døgndrift, og hele familien forlader sjældent deres gård samtidig. De mange hunde, man har på gårdene fungerer som hyggespredere om dagen og vagthunde om natten. Juan og Julia Cruz er fattige. De har ingen vagthund og færre kyllinger end de plejer. ”I nat mistede vi 4 kyllinger. Nu har vi kun 2 tilbage!”.
Efter nattens tyveri har Juan Cruz færre kyllinger han skal holde øje med
Om natten sover den gamle dame med plastik over sig for ikke at blive våd, da der er hul i taget. Tyveri er specielt et problem i områder med mange nytilflyttere og uden for høstsæsonen, når arbejdsløsheden er høj. Skolerne er ofte lette mål for tyveknægte, fordi de står tomme i ferier og henover natten. Selvom skolerne bliver låst godt af, finder tyvene som regel vej til risen og bønnerne, som eleverne skal have at spise til frokost.
