Landsbyens folk

Landsbyens centrum ligger ved kaffekooperativet La Esperanza, men landsbyens folk er spredt ud over et stort område. Man kan let gå i flere timer for at nå nogle af de fjerntliggende gårde. På grund af befolkningstilvæksten bliver der flere og flere i El Coyolar. Der er mænd, kvinder, gamle og unge. Men det er børn der er flest af. Her er muligheden for f.eks. at lære en af El Coyolars kaffebønder og en ung studine bedre at kende.  

Antonio Laguna Sequeira    

Antonio dyrker kaffe og bor med sine 6 børn og sin kone på en gård en halv times gang fra landsbyens centrum. Han var en af pioneerne, da mange af La Esperanzas kaffebønder lagde om til økologisk produktion for 6 år siden. Han ville skåne naturen, og så troede han, det var en mulighed for at tjene flere penge. Det var det ikke.

Antonio med hans konventionelle og økologiske Kaffetræer

I dag tænker han tilbage og ryster på hovedet. Det var en dårlig ide fra starten. Jordene i El Coyolar var næringsfattige og uden gødning faldt produktionen dramatisk. Hos nogle bønder faldt den til 25% af hvad den havde været året før. Antonio var også hårdt ramt. For at gøre alt værre satte den verdensomspændende fødevarekrise ind, og prisen på benzin, gødning og ris steg voldsomt. Antonio har lagt om til konventionel dyrkning igen. Hvis det kunne betale sig, ville han helst dyrke økologisk. Men skal han sende sine børn i skole og have mad på bordet, må han dyrke konventionelt.

Ligia og Mercedes

Ligia Arauz Villareina og Mercedes López Villareina er mor og datter.
Mercedes er vice-president i La Esperanza. Mercedes driver sammen med sin mand en kaffefarm på 6,6 hektarer. Derudover har familien 2,4 hektarer med majs og bønner, som bruges i husholdningen. På gården er der både høns og grise, samt mange frugttræer, blandt andet avocado- og appelsintræer.

Familien består ud over Ligia og Mercedes af Ligias far og hendes 2 søstre og hendes bror. På gården bor også Ligias bedstefar med 2 sønner fra et andet ægteskab.

Ligia i traditional dragt og Mercedes i hendes køkken

Ligia er 19 år. Hun har afsluttet grundskolen i El Coyolar og følger på 3. år et søndagskursus i bogholderi i departementshovedstaden Matagalpa, der ligger 40 km væk.

I løbet af ugen hjælper Ligia til derhjemme. Dagen begynder omkring kl. 5, hvor der skal laves kaffe og bages tortillas til morgenmad. Derefter går dagen med af rydde op, hente vand (i brønden 300 m fra huset), vaske tøj, rense bønner og lave frokost og aftensmad. Ligia er meget aktiv i kooperativets ungdomkomité. Her organiserer de blandt andet undervisning i dans, og det er en god anledning til at møde andre unge. Der er ikke strøm ude på kaffefarmen, og da solen går ned ved 6-tiden, så går man i seng omkring kl. 9 om aftenen.
Ligia drømmer om at kunne gøre sit arbejde færdigt som bogholder. En anden drøm har været at få arbejde i kooperativet. Den drøm gik i opfyldelse, da hun blev ansat som Social Promotor, og hun arbejder bl.a. med Kirkekaffe.
Både Ligia og Mercedes er ildsjæle, der brænder for, at deres familier og deres naboer kan få en bedre fremtid.

Wilmer Antonio Herrera Moreno

Går man forbi Ligias og Mercedes gård om morgenen, kan man høre Wilmer rumstere inde på majslageret. Wilmer arbejder som arbejdsdreng hos Ligias far, men som de andre unge i El Coyolar, drømmer han om en anden fremtid. Og på majslageret er der god tid til at tænke og drømme.   

Wilmer er arbejdsdreng, studerende og skolelære

Han drømmer bl.a. om at komme til Spanien. Der har han hørt, der skulle været godt arbejde og god løn. Wilmer arbejder også som underviser i El Coyolars voksenskole. "Hver onsdag og fredag, underviser jeg bønder, som ikke har gået i skole. Jeg får et legat af kommunen for mit arbejde. Og jeg lærer selv meget af det." 

De fleste kan læse og skrive i El Coyolar, men mange voksne, som har måtte arbejde i stedet for at gå i skole, er analfabeter og slider med det helt basale. "Jeg underviser bl.a. i matematik. Det er vigtigt, bønderne kan regne, ellers bliver de let snydt."

Når Wilmer er færdig med sit arbejde på majslageret, sætter han sig som regel ud på gårdspladsen. Her serverer Mercedes ham en kop varm kaffe, lidt ris og en majspandekage, før han tager videre. Ligesom Ligia læser Wilmer også til bogholder i Matagalpa om søndagen.

Dennis, Darvin og Holman Laguna

De tre brødre drømmer ikke om Spanien, men om at være bønder og blive gamle i El Coyolar. Deres far er kaffebonde og medlem af La Esperanza. Under borgerkrigen var han officer i Sandinisthæren. Når Dennis, Darvin og Holman ikke studerer hjælper de deres far i marken. De har netop anlagt en lille køkkenhave, hvor de har plantet f.eks. chili og tomat, så de kan spise lidt mere varieret.

Dennis (19), Darvin (16) og Holman (14)

Udover at arbejde og studerer spiller de også musik. Dennis og Darvin spiller i kirkeorkestret. Om aftenen når solen er gået ned og stearinglysene tændes bliver guitarerne fundet frem. Deres 3 søstre danser folkedans, og det er ikke sjældent, at pigerne tager en svingom, mens deres brødre spiller. Af og til kommer bønder fra nær og fjern for at høre på eller spille med. 

Deyra María Mejía Cano

Deyra María Mejía Cano på 19 år ønsker sig også en fremtid på landet, gerne med en uddannelse som landbrugstekniker. Hun bor sammen med sine forældre, tre brødre og en svigerinde på en finca tre kilometer uden for landsbyen El Coyolar. Finca’en har en kaffeplantage på 4,2 hektar og ca. 1,4 hektar med majs og bønner.

Deyra foran familiens kaffe

Finca’en har været i familiens eje i over 60 år. Det er usædvanligt i en egn, hvor der er mange tilflyttere, og hvor mange nybyggere trænger ind i regnskoven for at finde landbrugsjord.
Hele familien bor i et lille hus med to soveafsnit og en meget lille stue. Stuen er mest til pynt. I hjørnet er familiens minder samlet på nogle hylder og på væggen. Ellers opholder man sig på verandaen eller i køkkenet, som er et lille hus ved siden af. Køkkenet består af et brændekomfur og af få redskaber. Man sidder eller står og spiser, hvor man finder plads. De sanitære forhold er beskedne. Toilet og bad findes i nødtørftige skure uden for huset.

Tvillingerne

Savner man fart i det af og til søvnige El Coyolar, skal man spørge efter de to tvillinger, som bor nær kooperativet. I deres families store børneflok er de uden tvivl dem med mest krudt i. Næste år begynder de i skole, og indtil da håber moren, at de får løbet energien af sig.

Som mange af de andre drenge spiller de Chibola, et kuglespil, og de løber med dæk langs El Coyolars jordveje. Nogle gange tager de et kort hvil, men de er hurtigt i gang igen. Deres far håber, at de to tasmanske djævle vil kunne være en god hjælp i marken når de bliver lidt ældre.

På kanten af samfundet

Selvom om alle er fattige i El Coyolar, har nogle mindre end andre. Mange er alkoholikere. Andre har været uheldige eller har tænkt kortsigtet. Samuel Blanchard er et eksempel på det første. Julia og Juan Cruz er et eksempel på det sidste.   

Juan og Julia Cruz - Samuel Blanchard

Samuel er sjældent helt ædru. "Når jeg har penge, tager jeg hen til den lille gårdkiosk og køber rom. Hvis en af mine venner har penge eller rom, drikker jeg med ham." Samuel arbejder med machete om dagen. Arbejder han 8 timer, tjener han omkring 2 dollar. Hans far administrerer en gård for en familie, som er flyttet til byen. Arbejder han, er det der, man finder ham. Samuel har mange søskende. Han ved ikke hvor mange, men de kan ikke tælles på to hænder.

Julia er gammel. Ingen ved hvor gammel, men hun er en af El Coyolar ældste. Engang havde hun en fin gård. Nu sover hun med plastik over sig om natten for ikke at blive våd af regnen, der går lige igennem taget. Hendes søn Juan bor i et lille skur ved siden af hendes. Ved jordreformerne i starten af firserne fik familien marker af regeringen. Lidt efter lidt solgte de deres jordlodder fra. Det var hurtige penge, men nu har de kun et lille stykke jord tilbage. Det meste af familien er flyttet til steder, hvor de kan arbejde. Juans kone og hans børn hos en tante i Matagalpa. Der har de mulighed for at tigge sig til mad på gaden og gå i skole.