Landsbyen

El Coyolar ligger i El Tuma – La Dalia i departementet Matagalpa i det nordlige Nicaragua. Byen består mest af små gårde – ”finca´er ” – spredt ud over et område på ca. 40 km2. Gårdene er træskure med bliktag. Byen har hverken hovedgade eller torv.  Der er fire små butikker hvor man kan købe de mest basale fornødenheder som sukker, kiks, brød, sæbe, reb …og altid Coca Cola og Fanta og slik. Der er ca. 4.000 indbyggere i El Coyolar, men ingen har talt dem i mange år.

Der er ingen asfalterede veje. Vejen fra den nærmeste større by Matagalpa er der en lille smule asfalt på, men den er derudover i en skrækkelig stand. Selvom vejen kun er 45 km. lang tager turen i bil eller bus et par timer. 

Her er stille som i Danmark for et par generationer siden. En gang imellem kan man høre nogle børn, der spiller bold, og råber og griner. En sjælden gang går lyden af en skrattende batteriradio gennem stilheden. Der er næsten ingen biler. Byen har ingen electricitet, så folk  går i seng med hønsene. Til gengæld begynder dagen tidligt – ofte kl. 4.

 

Klimaet er tropisk, men normalt behageligt. Temperaturen svinger i løbet af året mellem 13 og 30 grader.  Det hjælper, at El Coyolar ligger højt, ca. 600 meter over havets overflade. 

Her lugter røget, for der fyres med brænde i komfurerne, men kommer man tættere på husene, kan man lugte andet også. F.eks. kaffe.

Hver dag spiser alle bønner og ris, som er rullet ind i en hjemmelavet majspandekage. De fleste får indimellem æg og malanga og andre ting fra deres jord. Nogle spiser kylling eller svinekød, men de fleste får det kun ved festlige lejligheder. I det bedst stillede hjem kan man blive budt på pasta, mayonnaise og marmelade.

 

De almindelige afgrøder er majs, bønner og spisebananer, som giver det daglige brød. Man dyrker og fælder desuden træ til brænde. Det gør familien mindre afhængig af en indkomst i penge, og derfor klarer de små selvejerbønder sig ofte bedre end de store bønder, når kaffepriserne går ned. For de lidt større bønder har ofte lån, som de ikke kan afdrage, når priserne falder.

 

De har ikke en rigtig læge i El Coyolar, men de har en klinik med sundhedshjælper Fransisco Lopéz Arrauz. Der er konsultation hver onsdag. Fransisco har 3 måneders uddannelse bag sig. Han får hjælp af 5 frivillige. Af og til kommer der en tandlæge i klinikken. Han trækker dårlige tænder ud – intet andet. De fleste voksne har ikke så mange tænder tilbage.

Det er ikke ualmindeligt, at pigerne bliver gravide, når de er 15 år. Nogle gange er de kun 12, og det er helt normalt, når de er 18- 19 år. Befolkningen i El Coyolar er vokset med ca. 20% på 5 år (2007). Det mest almindelige er, at folk får 8-12 børn, men der er også stadig nogle, der får 18- 19 stykker. Det er dog stadigt mere almindeligt med lidt mindre børneflokke.

 

Abort er strengt forbudt, og prævention er ikke almindeligt. Incest siges at være udbredt i mindst samme omfang som herhjemme, men det er svært at få dokumenteret viden frem.

Der er syv skoler i byen, og undervisningen er gratis. Det er dog ikke alle forældre, der har råd til blyanter og kladdehæfter. Byen har en skolebus, men den kan ikke køre alle steder, så nogle børn kan godt have et par timer til skole. 

Selv det fineste hus i El Coyolar er et skur i vores øjne. De har hverken indlagt vand eller kloak i byen, så man går stadig på das.  

Efter vores begreber er alle fattige. Livet er hårdt, præget af bekymringer, slidsomt arbejde, sygdom, gæld. De fleste får aldrig chancen for at bryde ud af fattigdommen.

Der er selvfølgelig ikke nogen statistik over kriminaliteten. Men det er åbenlyst, at folk passer godt på de få ting, de har. I nogle dele af landsbyen sørger man for, at der altid er nogen hjemme. 

 

En af udvejene af fattigdommen er at emigrere. Nogle forsøger at slippe til USA, andre til det mest velstående land i regionen, Costa Rica. Det er ikke så ualmindeligt, at fædrene stikker af for at prøve lykken andre steder, og efterlader kone og børn. 

Kvindelivet er ofte hårdt og ensomt. Mange ser næsten kun familien, og hustruvold er forholdsvis almindeligt. Mændene laver af og til noget sammen. En hel del holder søndag som drukdag. De drikker den udmærkede lokale rom og arrangerer hanekampe.

 

Byen har adskillige foreninger. Mange har udgangspunkt i det kirkelige. En af de vigtigste er andelsforeningen La Esperanza, som Kirkekaffeprogrammet arbejder sammen med. Andre foreninger arrangerer f.eks. baseball turneringer for byens drenge. Nogle kvinder har stablet en sparekasse på benene, der hjælper kvindelige iværksættere.

Så alt i alt er El Coyolar på ingen måde et samfund af dødbidere. Her er folk, der kan lide at spille musik og fortælle en god historie. Der er mange stærke personligheder med humor og overskud, og som er med til at sætte ting i gang og at holde samfundet oppe.

 

Klik på andre knapper til venstre og lær byen og dens folk nærmere at kende.