Fattigdommens rødder

Alle i El Coyolar er, hvad vi forstår som fattige. Selv det fineste hus i El Coyolar er et skur i vores øjne. Den almindelige fattigdom skyldes lave høstudbytter og lave priser – kombineret med en kraftig vækst i folketallet, så der bliver stadig flere munde at mætte.

 

Høstudbytterne er lave, fordi næsten al jorden i området altid har været halvdårlig. Bortset fra et enkelt område, der var præget af store plantager, bestod den af afsvedne, ujævne træløse bakker med dårlig adgang til vanding. 

 

Og så er den i mange år ikke er blevet passet som den skal. Der er ikke er sket en løbende udvikling af mere ydedygtige sorter og landbrugsmetoder, sådan som effektiv landbrugsdrift kræver. Det er bl.a noget, vi har været gode til i Danmark i et samarbejde mellem nogle stærke og fremskuende landbrugsorganisationer og staten. Nicaragua har de ikke haft nogen af delene. I stedet for selvejerbønder har landbruget bygget på få store godser, omgivet af fattige og uvidende landarbejdere. Det gav ikke basis for stærke landbrugsorganisationer.

 

Staten i Nicaragua har heller ikke hjulpet småbønderne. Frem til slutningen af 1970'erne var landet styret af et korrupt diktator ved navn Somoza, der ejede enorme landområder og bekæmpede en mere ligelig jordfordeling.

 

I 1979 blev Somoza væltet af det socialistiske sandinistparti. De ville lave store statslandbrug, der kunne producere til eksport, og nationaliserede godsejernes jord. Det ramte de fire storgodser omkring El Coyolar og fik mange af dem i området med størst forstand på landbrug til at forlade landet. Produktionen faldt. Samtidig lagde USA hindringer for deres eksport.

 

Der var også mange af bønderne, der var skeptiske over for sandinisterne og deres røde slagord. Midt i firserne lagde sandinisterne kursen 180 grader om igen og begyndte at dele jorden ud til småbønderne. Samtidig startede der en borgerkrig, hvor en guerilla-bevægelse – contraene – bekæmpede sandinisterne. Omtrent alle mænd i El Coyolar var med i krigen enten på den ene side eller på den anden, og jorden blev forsømt.

 

Sandinisterne blev væltet i 1990 og erstattet af borgerlige regeringer. De gav godsejerjorden tilbage til de oprindelige ejere eller solgte den til nogle, der ofte ikke havde forstand på landbrug. Og i stedet for et stort program for at rette op på de forsømte landområder, smækkede de statskassen i, så småbønderne hverken fik uddannelse, landbrugsfaglig bistand eller hjælp til at finansiere de nødvendige investeringer. 

 

Også vejnettet fik lov at forfalde, så det er besværligt at komme af med afgrøderne. Desuden har Nicaragua ingen udskibningshavn på Atlanterhavssiden, så kaffen skal normalt køres til helt til Honduras, hvilket fordyrer kaffen. Som om det ikke kunne være nok, blev området flere gange blevet ramt af naturkatastrofer, der har fået udbytterne og investeringerne til at falde yderligere.

 

Men lave høstudbytter er kun en del af miséren. Lave priser er en anden. Og de skyldes især den måde, som handel med kaffe foregår på. Siden 1989 er prisen på råkaffe blevet bestemt på børsen i New York. Det har betydet meget svingende priser, der gør det svært at investere. Men det har også betydet at priserne er faldet. I meget runde tal indbringer råkaffen kun det halve af, hvad den gav før 1990.  

 

I 2001 nåede kaffeprisen sit laveste niveau siden 1971.[1] I årene omkring årtusindskiftet bredte elendigheden sig blandt små kaffebønder i hele verden[2].

De store farme gik fallit og blev overtaget af banken, der lod dem ligge. Landarbejderne mistede deres arbejde og livsgrundlag. I Nicaragua var der for første gang i mands minde hungersnød, hvor navnlig børn døde af sult.

Mange de store kaffefarme, der var blevet privatiseret igen i 90erne, gik fallit og småbønderne kunne ikke engang opnå den pris for kaffe, som det havde kostet at dyrke den. 

Forarmede landarbejdere ved byen Las Tumas i nærheden at El Coyolar blokerede flere gange den store hovedvej, der forbinder Syd- og Nordamerika for at få regeringen til at gøre noget.

 

Samtidig har der været en lille overproduktion af kaffe i verden i mange år. Det har gjort det muligt for de store internationale kaffefirmaer at presse betalingen til bønderne ned, selvom kaffen typisk ikke er blevet billigere for forbrugerne. Firmaernes indtjening er især blevet brugt til at styrke dem i konkurrencen om supermarkedernes – og forbrugernes – gunst. 

 

Læs mere her

---