La Diagnostica 2008
El Coyolar er større, end man skulle tro. Står man på toppen af en af områdets bakkede bjerge, er alt omkring en som regel El Coyolar. De fleste, som bor i El Coyolar, kender hinanden, men det er svært at have overblik over områdets tilstand pga. afstandene, det kuperede terræn, de dårlige veje og manglen på analyser. Ingen ved helt præcist hvor mange, der bor i de 4 zoner, som udgør El Coyolar, hvor mange der flytter til og fra, hvor der er mest behov for broer, veje, brønde og hvem som bliver syge og hvorfor. Det manglende overblik gør det svært at beslutte, hvilke projekter Kirkekaffe skal støtte. De fleste projekter er nødvendige, men hvem skal prioriteres?
Kort over El Coyolar lavet af kooperativet La Esperanza. Med den nye tilstandsrapport vil kooperativet i samarbejde med kommunen udarbejde et ordentlig kort over området.
Derfor støtter Kirkekaffe-programmet op om et nyt initiativ i El Coyolar. Kooperativet La Esperanza skal med hjælp fra Kirkekaffe, CECOCAFEEN og kommunen udarbejde en "tilstandsrapport" for området - la diagnostica. Formålet er at identificere styrker og svagheder i samfundet mht. infrastruktur, uddannelse, skole og fritid, sundhed o.lign. Tilstandsrapporten bliver udført igennem en række workshops henover efteråret 2008.