Nicaraguansk madkultur – og kultur

”Huller i tortillaer kendetegner en dårlig tortillabager”, griner Ligia, der endnu engang ærgerlig opgiver en tortilla. I Nicaragua kværner man tørrede majskorn i en kødhakker. Det fine majsmel i Danmark hænger ikke så godt sammen. ”Det er forskellig madkultur” nikker lærerinderne forstående.

Ligia er datter af en kaffebonde i landsbyen El Coyolar i Nicaragua, og er, som alle andre kvinder og piger på landet i Nicaragua, mester i at klappe tortillaer runde og store – uden huller! Hun er i Danmark sammen med Enrique. Han er kaffebonde, og så er han formand for bøndernes andelsforening, der arbejder for bedre demokratiske – sociale – og økonomiske forhold for kaffebønderne.  

6. og 7. klasserne på Steinerskolen i Odense må vent ca. en halv time, før den første tortilla er færdig. Så skal de selv i gang, og drengene ser ikke ud til at lade sig genere af, at de træder ind på et domæne, der traditionelt er for kvinder.

Ligia og Enriques besøg på skolen er et led i deres besøg i Danmark, hvor de møder de danske Kirkekaffedrikkere og fortæller om deres arbejde og hverdag hjemme i El Coyolar.

Ligia viser hvordan hun bager tortilla

Kirkekaffe- drikkerne møder Kirkekaffe- producenterne

Spørgsmålene vil ingen ende tage i kulturhuset i Hinnerup, hvor ca. 50 mennesker mødt op for at møde Enrique og Ligia og høre om tro, håb og kaffe i El Coyolar.

”Hvorfor får i så mange børn i El Coyolar?” ”Det er vores kultur” svarer Ligia. Hun forklarer, at gennemsnittet på børneflokkene på landet i Nicaragua ligger på ca. 8 børn. Det vurderer Ligia at være et fremskridt, fordi en familie for bare en generation siden ofte havde 17- 18 børn.

Hvad drømmer I om, I El Coyolar? Ligia og Enrique er enige: ”Det er utroligt at møde et så udviklet og velorganiseret land som Danmark, og det er vores store drøm, at vi en dag må opnå det samfund I har her, for vores landsbyboere derhjemme” svarer Ligia på vegne af dem begge.

Ligia er bare 19 år gammel og fra en landsby, hvor husene bedst kan beskrives som træskure. Hun besidder imidlertid en ro og sikkerhed, mange blot kan drømme om at opnå som 50- årig, og det er ikke muligt at spore jalousi hverken hos hende eller Enrique, når de beskriver forskellen mellem det danske og nicaraguanske samfund. Og så er hun og Enrique så høflige. Efter hver af deres besøg takkede de på vegne af bønderne i El Coyolar Kirkekaffe- drikkerne for støtten til deres sociale arbejde i andelsforeningen og for at sikre dem rimelige priser for deres kaffe. Det falder i god jord i den jyske muld.

Ligia og Enrique

Bønder kan andet end at dyrke kaffe

Der gik et sus gennem salen på Steinerskolen, hver gang Ligia i sin stolte og sensuelle dans nærmede sig de rækker, hvor drengene fra 9. 10. og 11. klasse sad. Ligia indtog sit publikum med smil på læben og med den lange blå nationaldragt fejende i takt til nicaraguansk folkemusik, der strømmede ud af skolens gettho blaster.

De unge havde forinden set showet ”tro håb og... kaffe.” De havde diskuteret international handel og Fairtrade, set hvordan Ligia og Enriques familier lever og hvordan bønderne dyrker jorden i El Coyolar. Efter Ligias dans sang skolen for Ligia og Enrique. Ligia takkede på vegne af dem begge, og bedyrede med et stort smil, at eleverne sang fantastisk og til enhver tid ville kunne vinde over hendes eget kor derhjemme i landsbyen. Alle lo – hun havde for længst vundet deres hjerter, og der kan næppe herske tvivl om, at når de unge i fremtiden hører om fattige bønder i Latinamerika, ved de, at fattige bønder ikke nødvendigvis er fattige på alt.

Ligia i nationaldragt