Slavekaffehandel

De fleste af verdens ca 25 millioner kaffedyrker er småbønder. De bor tit i bjergene, langt fra alfarvej. Ofte er de fattige, så de kan ikke selv forarbejde kaffen – eller transportere den videre. 

Derfor bliver der plads til mellemhandlere, der køber kaffen og transporterer den videre. Ofte tager mellemhandleren broderparten af fortjenesten – han ved, at bonden er nødt til at sige ja. Mellemhandleren – der kaldes  for ”coyotes”, prærieulv – er ofte agent for et stort selskab. Mellemhandleren afleverer den rå kaffe til en lokal tørremølle, hvor den også sorteres og klassificeres og sælges videre til en international eksportør (hvis møllen altså ikke også ejes af eksportfirmaet). 

Eksportfirmaet transporterer containere med den grønne kaffe, og oplagrer dem i forbrugslandene. Kun 8 handelsfirmaer står for over halvdelen af den internationale mellemhandel. [1]     

Herfra afleveres råkaffen til et mærkevarefirma, som gør det klar til supermarkederne og deres kunder. Det er hos mærkevarefirmaerne pengene tjenes, og kontrollen med de mærker er endnu mere koncentreret. Bare 7 store multinationale virksomheder har 69 % af markedet i verden. [2] Alene Nestlé og Kraft sidder på halvdelen. I Danmark sidder Kraft (ejet af den amerikanske cigaretgigant Phillip Morris) f.eks. både på Gevalia, Ali og Karat. 

Mærkevarefirmaerne konkurrerer om at fastholde deres mærker i forbrugernes bevidsthed. Derfor bruger de enorme beløb på markedsføring. Supermarkederne får indirekte tilskud for at sætte kaffemærket på hylden og på et synligt sted. Og prisen sættes ned, så kaffen kan bruges som slagtilbud til forbrugerne.